KRISTIAN RIISAGER, PIANO
15 VARIATIONS WITH A FUGUE IN E FLAT MAJOR, OP. 35 “EROICA VARIATIONS”
6 PIANO VARIATIONS IN F MAJOR, OP. 34
PIANO SONATA NO. 23 IN F MINOR, OP. 57 “APPASSIONATA”
KRISTIAN RIISAGER, PIANO
15 VARIATIONS WITH A FUGUE IN E FLAT MAJOR, OP. 35 “EROICA VARIATIONS”
6 PIANO VARIATIONS IN F MAJOR, OP. 34
PIANO SONATA NO. 23 IN F MINOR, OP. 57 “APPASSIONATA”
„Jeg får det ellers kun at vide fra andre, når jeg har nyskabende ideér, idet jeg aldrig selv er klar over det, men denne gang – må jeg forsikre dem, at kompositions- måden i begge værker er helt ny for mig”*
Således skrev Beethoven om de to variationsværker opus 34 og 35 i efteråret 1802. Kun 12 dage forinden havde han under et rekreationsophold i den lille by Heiligenstadt skrevet sit berømte Heiligenstadt-testamente som en reaktion på sin tiltagende døvhed. I de foregående år var hans hørelse blevet gradvist forværret, og han havde indset, at den formentlig aldrig ville forbedres. Det bragte ham i stor fortvivlelse. Ikke alene umuliggjorde det hans virke som musiker og improvisator, noget han ellers have opnået stor succes med i sine første år i Wien, men det afsondrede ham også socialt fra omverdenen. “Hvilken ydmygelse når nogen stod ved siden af mig og i det fjerne hørte en fløjte og jeg ingenting hørte, eller nogen hørte en hyrde synge og jeg igen ingenting hørte: sådanne oplevelser bragte mig tæt på fortvivlelse, lidt manglede, og jeg havde gjort en ende på mit liv – kun kunsten holdt mig tilbage, ak, det synes mig umuligt at skulle forlade denne verden, inden jeg havde fuldbragt alt det, jeg følte mig kaldet til.”** Testamentet og opholdet i Heiligenstadt blev et vendepunkt i Beethovens virke og indledte en ny musikalsk epoke.
Variationsværket opus 35, i dag kendt som Eroica-var- iationerne, var på mange måder banebrydende for sin tid. Temaet havde Beethoven allerede brugt to gange forinden i de 12 Contredanses, WoO 14 (1800-02) samt i sin ballet Die Geschöpfe des Prometheus (1801). Særligt balletten havde opnået stor succes, så temaet var allerede velkendt blandt datidens publikum. Modsat den traditionelle form starter variationsværket ikke med temaet, men i stedet med bassen til temaet efterfulgt af tre variationer over samme. Først herefter præsenteres hovedtemaet, og værket kan for alvor begynde. På denne måde leger Beethoven med tilhør- erens forventninger, og glæden ved det genkendelige bliver derved større.
Beethoven bringer temaet vidt omkring, fra det humoristiske til det virtuose, kraftfulde og inderlige. Han bruger klaveret på en helt ny og symfonisk måde, der adskiller sig fra den klassiske stil, som Mozart og Haydn de foregående årtier havde forfinet til det ypperste. Denne langt mere symfoniske og kraftfulde stil blev definerende for Beethoven i det følgende årti, før han i sin sene produktion blev mere indadvendt og kontrapunktisk.
Efter en række korte og energifyldte variationer breder Beethoven i den 14. og 15. variation temaet ud og ornamenterer det på smukkeste vis. Hele værket kulmi- nerer i en brillant fuga, som efterfølges af en Andante con moto. Et formgreb han igen skulle benytte sig af i de sene Diabelli-variationer.
Året efter benyttede Beethoven sig af temaet en sidste gang i den storslåede 3. symfonis finale. Det er ganske usædvanligt for Beethoven at bruge det samme tema så mange gange i forskellige værker, hvilket tyder på han har fundet en stor inspiration i denne melodi.
Beethoven skrev og udgav mange variationsværker gennem sit liv. De fleste blev udgivet uden opusnummer og var særligt tiltænkt dygtige amatørmusikere, som kunne fornøje sig med at spille ofte letilgængelige variationer over datidens kendte melodier. De variationsværker, som han gav et opusnummer, må han have anset for ekstra fine. Dette gælder også det mindre kendte variationsværk opus 34. Det er ikke et værk med de samme store armbevægelser som Eroica-variationerne, men det er fuld af karakterer og humoristiske indfald. Beethoven skifter i hver variation både toneart, taktart og tempobetegnelse og forvandler derigennem undervejs temaet til en jagtmelodi, en menuet, en dramatisk sørgemarch og en simplistisk folkemelodi. Den overordnede plan for variationerne er meget skematisk, med deres tonearter, der udgør en faldende cirkel af tertser, fra temaet i F-dur til de følgende variationer i D-dur, B-dur, G-dur, Es-dur og C-mol. En lille overledning forbereder hovedtoneartens tilbagevenden i den sjette variation, inden værket afsluttes med en ornamenteret gentagelse af selve temaet.
Det er fascinerende, at Beethoven under en af sit livs største kriser komponerede musik med så megen livskraft, energi og humor. Hverken opus 34 eller 35 indeholder den fortvivlelse, som Beethoven oplevede i forbindelse med sin tiltagende døvhed. De føles nærmere som en kreativ modreaktion på hans elen- dighed. De følgende år blev nogle af de mest produktive i Beethovens liv, og han skrev flere storslåede mesterværker, heriblandt den berømte klaversonate opus 57, som senere fik tilnavnet Appassionata. Om Beethoven fandt inspiration til Appassionata i sit eget liv vides ikke, men dette værk indeholder en fortvivlelse og et håb, som hans liv tydeligt bar præg af.
Førstesatsens temaer er skabt af det samme motiv, men deres udtryk er vidt forskellige. Hovedtemaets afventende, faretruende mystik står i stor kontrast til sidetemaets stræbende og sangbare linje. Satsen finder aldrig ro, og de små åndehuller undervejs bliver afbrudt af desperate udbrud, der til tider benytter hele klaviaturet på datidens instrument. Andensatsen er en variationssats og står i stor kontrast til førstesatsen. Det er, som om Beethoven prøver at komponere sig til himlen. Satsen begynder med en dybtliggende koral, som varieres og ornamenteres, mens satsen langsomt stiger op gennem registrene. Musikken bygger op til et klimaks men forløses ikke. I stedet forsvinder vi i tredjesatsen ned i skyggernes og desperationens verden. Som et mareridt flyver de flygtige sekstendedele gennem satsen, og stykket kulminerer i en voldsom og uforsonlig coda.
Beethoven skrev mange værker, der indledes tragisk, men der er overraskende få, som også ender sådan. Værker som 5. og 9. symfoni starter i tragedie men ender i triumf. Hans sidste klaversonate opus 111 begynder også voldsomt og oprevet men transcender- er mod slutningen til lyset. Her forbliver Appassionata uforsonlig til det sidste, og den står således tilbage som den mest desperate af alle hans klaversonater.
Kristian Riisager
**“Welche Demütigung wenn jemand neben mir stund und von weitem eine Flöte hörte und ich nichts hörte oder jemand den Hirten singen hörte, und ich auch nichts hörte: solche Ereignisse brachten mich nahe an Verzweiflung, es fehlte wenig, und ich endigte
selbst mein Leben – nur sie die Kunst, sie hielt mich zurück. Ach es dünkte mir unmöglich, die Welt eher zu verlassen, bis ich das alles hervorgebracht wozu ich mich aufgelegt fühlte.”
Ludwig van Beethoven, 6th of October 1802
*”Ich höre es sonst nur von andern sagen, wenn ich neue Ideen habe, indem ich es selbst niemals weiß, aber diesmal – muß ich sie selbst versichern, daß die Manier in bei jeden Werken ganz neu von mir ist.”
Ludwig van Beethoven, 18th of October 1802
15 VARIATIONS WITH A FUGUE IN E FLAT MAJOR,
OP. 35 “EROICA VARIATIONS” – 24:49
6 PIANO VARIATIONS IN F MAJOR,
OP. 34 – 13:03
PIANO SONATA NO. 23 IN F MINOR,
OP. 57 “APPASSIONATA” – 26:08
Label: Danacord Records
Recording dates: 4-7 July 2022
at The Royal Danish Academy of Music
Producer, Recording Engineer: Federico Mattioli
Steinway and Sons Service Technician: Marc-Tell Klein
Design and layout: Malgorzata Przeslica
Cover photo: © Johannes Stenberg Brooks
With special thanks to
Augustinus Fonden, Louis-Hansen Fonden,
Dansk Solistforbund, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
© 2025 kristianriisager.dk – Designet af Aveo web&marketing
Fotos: Julia Eva Severinsen