Beethoven skrev og udgav mange variationsværker gennem sit liv. De fleste blev udgivet uden opusnummer og var særligt tiltænkt dygtige amatørmusikere, som kunne fornøje sig med at spille ofte letilgængelige variationer over datidens kendte melodier. De variationsværker, som han gav et opusnummer, må han have anset for ekstra fine. Dette gælder også det mindre kendte variationsværk opus 34. Det er ikke et værk med de samme store armbevægelser som Eroica-variationerne, men det er fuld af karakterer og humoristiske indfald. Beethoven skifter i hver variation både toneart, taktart og tempobetegnelse og forvandler derigennem undervejs temaet til en jagtmelodi, en menuet, en dramatisk sørgemarch og en simplistisk folkemelodi. Den overordnede plan for variationerne er meget skematisk, med deres tonearter, der udgør en faldende cirkel af tertser, fra temaet i F-dur til de følgende variationer i D-dur, B-dur, G-dur, Es-dur og C-mol. En lille overledning forbereder hovedtoneartens tilbagevenden i den sjette variation, inden værket afsluttes med en ornamenteret gentagelse af selve temaet.

Det er fascinerende, at Beethoven under en af sit livs største kriser komponerede musik med så megen livskraft, energi og humor. Hverken opus 34 eller 35 indeholder den fortvivlelse, som Beethoven oplevede i forbindelse med sin tiltagende døvhed. De føles nærmere som en kreativ modreaktion på hans elen- dighed. De følgende år blev nogle af de mest produktive i Beethovens liv, og han skrev flere storslåede mesterværker, heriblandt den berømte klaversonate opus 57, som senere fik tilnavnet Appassionata. Om Beethoven fandt inspiration til Appassionata i sit eget liv vides ikke, men dette værk indeholder en fortvivlelse og et håb, som hans liv tydeligt bar præg af.